Hvad er Tabata? Intervaltræning og Tabatametoden

Vi har allerede gennemgået forskellene på HIIT og LISS, og i dag skal det handle om min foretrukne form for højintensitetstræning og den træningsform, jeg anvender med mine klienter: Tabata. Det lyder måske som en form for asiatisk kampsport, men det er faktisk mere en metode end en egentlig sport.

INTERVALTRÆNING OG TABATAS OPDAGELSE

Tabata er en form for HIIT, hvilket er en forkortelse for “high intensity interval training” – en træningsform hvor man træner ved høj intensitet i korte intervaller. Intensiv intervaltræning er en effektiv træningsform når det kommer til både vægttab og muskelopbygning, og derfor er Tabata min foretrukne træningsmetode.

Metoden er opkaldt efter den japanske forsker Izumi Tabata, der i 1996 opdagede fordelene ved denne træningsform. I en undersøgelse viste det sig nemlig, at Tabatametoden gav væsentligt bedre resultater end normal kredsløbstræning, når det kom til både forbrænding og atleternes anaerobe kapacitet (et mål for hvor meget energi man kan producere over en kort tidsperiode). Men hvad er Tabata? Det er det spørgsmål, jeg vil besvare i dagens indlæg.

HVAD ER TABATA?

Tabatametoden er en form for intervaltræning, hvor man anvender et program på i alt fire minutter, der på grund af den meget høje intensitet er lige så effektivt som 45 minutters normal cardio (for eksempel løb). De fire minutter er fordelt på otte sekvenser af 20 sekunders højintensiv træning efterfulgt af 10 sekunders pause.

Tabata er en populær form for intervaltræning, der kan tilpasses til forskellige behov ved at udskifte og variere øvelser. Tabata er navnet på selve formlen, og denne formel kan så fyldes ud med individuelt tilpassede øvelserne. Som personlig træner er det min opgave at skræddersy et Tabataprogram, der hjælper dig til at nå dine specifikke mål.

Som før nævnt er HIIT den bedste vej til at tabe sig på en sund måde, da denne form for træning kun i mindre grad forbrænder kulhydrater. I stedet henter man energien fra fedtdepoterne, hvilket selvfølgelig medfører et større vægttab. Når du træner Tabata, giver du alt hvad du har i korte intervaller af 20 sekunder, og på bare fire minutter kan du se de samme fremskridt som ved tre kvarters traditionel kredsløbstræning. Med Tabata arbejder du ved højere intensitet og rammer flere forskellige muskelgrupper end ved traditionel cardio, og du gør det endda på meget kortere tid.

FORDELENE VED TABATA

En af de helt store fordele ved Tabata er, hvordan denne metode øger hvileforbrændingen og dermed gør kroppen i stand til at forbrænde mere energi både under og efter træningen. En undersøgelse har vist, at et tyve minutters Tabata-inspireret program forbrændte hele 15 kalorier i minuttet hos både mænd og kvinder (kilde). Hvis du har et mål om at tabe dig, er Tabata derfor den oplagte træningsmetode.

Tabata øger ikke bare forbrændingen, men forbedrer også både den aerobe og den anaerobe udholdenhed, hvilket selvfølgelig kan ses på din overordnede kondition, der forbedres markant.

Som personlig træner oplever jeg, at mange af mine klienter har svært ved at finde tiden til at træne, men med Tabata forsvinder den undskyldning ganske enkelt. Fordi et enkelt program kan klares på bare fire minutter, oplever jeg også ofte, at det bliver mere overskueligt at træne derhjemme. Når man så får opbygget sin kondition og indarbejdet den nye gode vane i sin hverdag, kan man tilføje flere programmer, for fire minutter kan man heldigvis altid finde.

Hvis du har nogle spørgsmål om enten Tabata eller er på udkig efter en professionel personlig træner i Viborg, er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte mig.

ISSA international certificeret personlig træner Michael Schou Viborg